Det er et spørgsmål, der har rumsteret i mit hoved igennem længere tid, og som nu er blevet aktualiseret. For selvom støvet efterhånden mange steder har lagt sig efter de seneste valg til Folketinget, regionsrådene og kommunalbestyrelserne, ser virkeligheden anderledes ud andre steder.
Jeg ved ikke, hvor udbredt problemet er. Men jeg møder det tilstrækkeligt ofte i min rådgivningspraksis til, at jeg mener, vi bør tale om det. For hvad sker der med ledelse, faglighed og organisation, når administrationens arbejde bliver fortolket som modstand, og hvad bliver konsekvensen for borgerne i sidste ende?
Det er vigtigt at sige, at det politisk-administrative samarbejde mange steder fungerer godt. Det, jeg ser på her, er de situationer, hvor det ikke gør. Når jeg rådgiver chefer og ledergrupper i offentlige organisationer, hører jeg nemlig i stigende grad eksempler på:
- politisk pres, der bevæger sig længere ind i den administrative organisation
- krav om handling uden at der samtidig tages højde for ressourcer, faglige konsekvenser eller implementeringskapacitet
- konfrontatorisk kommunikation mellem politikere og embedsværk
- en forståelse af faglige, økonomiske, praktiske og juridiske indvendinger som modstand eller manglende vilje frem for som en del af embedsværkets opgave
- at administrationen trækkes ind i politiske opgør og bruges som middel i konflikter mellem politiske modstandere.
Det handler ikke om politisk styring eller politiske mål – det handler om overskridelse af roller og ansvar, urimeligt pres på embedsværket og ledelsens mulighed for at sikre lovlighed og beskytte medarbejdere.
Det er en af mine opgaver at hjælpe ledere og ledergrupper i offentlige organisationer til at etablere et konstruktivt samarbejde med deres politiske niveau og balancere hensynene til politiske mål, faglighed og lovlighed. Faglighed skal bruges til at skabe så stort et lovligt og realistisk politisk handlerum som muligt.
Offentlige chefer og direktioner har naturligvis et udstrakt ansvar for at undersøge muligheder for og finde løsninger på, hvordan de politiske visioner kan realiseres. På samme måde skal de være dygtige til at forklare konsekvenser samt håndtere lovgivning, økonomi og kapacitet. Og endelig skal de også kunne tage ansvar for at facilitere processer på en måde, der fremmer et tillidsfuldt samarbejde.
Men min oplevelse er, at de chefer og direktører, jeg taler med, reelt er meget optagede af det gode samarbejde og af at leve op til deres rolle som embedsmænd. Det handler om, at nogle af dem bliver positioneret som modstandere eller gjort til et politisk middel.
Ledelsens rolle bliver ekstra vanskelig i sådan en dynamik; jo mere man forsøger at forklare den faglige position, jo mere vil det bekræfte forudopfattelsen af inkompetence, manglende vilje eller sågar politisering. Og så står vi med et governance- og arbejdsmiljøproblem.
Det har potentielt alvorlige konsekvenser for arbejdsmiljøet og kan føre til tab af vigtige erfaringer og ledelsesmæssige ressourcer samt til mindre effektiv administration i vores offentlige organisationer. Det koster for den individuelle chef og medarbejder – men risikerer at få konsekvenser for borgerne (og måske i sidste ende for retssikkerheden).
Nogle af de konsekvenser, jeg ser, er:
- chefer, der bliver mere forsigtige med at bringe dårlige nyheder opad
- medarbejdere, der bliver presset oppefra på deres faglige vurderinger
- beslutninger, hvor konsekvenser og implementerbarhed får mindre plads
- uklare grænser mellem politisk beslutningsret og administrativ ledelse
- ledere, der bliver klemt mellem loyaliteten over for det politiske niveau og deres ansvar for organisation og faglighed
- mindre arbejdsglæde i organisationen
- chefer og ledere, der overvejer at forlade organisationen og/eller genovervejer deres karriere inden for offentlig ledelse i det hele taget.
Så spørgsmålet er, hvordan vi fastholder et politisk-administrativt samarbejde, som både sikrer den politiske styring og gør det muligt at bedrive professionel offentlig ledelse. Med andre ord: Hvem beskytter det administrative ledelsesrum? Hvem sætter grænsen, når adfærden bliver uacceptabel? Hvilket ansvar har den politiske ledelse selv for samarbejdskulturen?
Løsningen her er ikke, at de offentlige chefer og direktører skal være endnu bedre til deres arbejde. Vi kan ikke løse et strukturelt problem på et individuelt niveau. Vi har i årtier arbejdet med at forfine embedsværkets rolle og udvikle direktørers, chefers og lederes ledelseskompetencer. Måske er det nu på tide, at vi også arbejder mere eksplicit med roller og ansvar i den politiske ledelse?
Med politisk ledelse mener jeg det politiske niveaus udøvelse af sit mandat i samspillet med administrationen. Politisk onboarding bør, ud over at handle om styrelseslov, budgetproces, udvalgsmøder og sagsgange, måske i højere grad handle om, hvad et professionelt embedsværk faktisk er sat i verden for, og at faglig kvalificering er en kvalitet, ikke modstand – og ikke mindst forskellen mellem politisk beslutningsret og administrativ ledelse.
Vi har i dag både ”Kodex VII – de syv centrale pligter” og ”Kodeks for forvaltningens betjening af politikerne”. Måske er det tid til, at de politiske partier sætter sig sammen og drøfter et ”Kodeks for politisk ledelse i offentlige organisationer”? Det afgørende er naturligvis, at et sådant kodeks ikke skal beskytte embedsværket mod politik. Tværtimod skal det understøtte stærk demokratisk styring ved at gøre relationen mellem politik og administration mere robust.
Jeg er med på, at et kodeks ikke kan omsættes ens i statslig, regional og kommunal kontekst, men jeg tænker, at nogle principper er grundlæggende for et velfungerende politisk-administrativt samarbejde. Hvis jeg skulle skitsere nogle principper, som sådan et kodeks kunne bygge på, kunne det være:
- Ret til at sætte mål og retning – med respekt for administrativt ledelsesrum.
- Ret til at udfordre – pligt til at forholde sig til faglige, juridiske og økonomiske konsekvenser.
- Handlekraft – uden at gøre faglig modsigelse til illoyalitet.
- Tydelige krav – uden personangreb, trusler eller nedgørende omgangsformer.
- Adgang til kvalificeret administrativ betjening – uden forventning om grænseløs personlig tilgængelighed.
- Ansvar for resultater – og samtidig interesse for organisationens faktiske kapacitet til at levere dem.
Et kodeks vil naturligvis ikke i sig selv sikre et godt politisk-administrativt samarbejde. Men måske kan drøftelserne og den fælles normsætning i arbejdet med at forme det bidrage til en positiv udvikling?
God politisk ledelse handler ikke alene om, hvilke beslutninger man træffer, men også om, hvordan man leder i samspillet med den organisation, der skal føre dem ud i livet. NB: Artiklen er skrevet af forfatteren. AI er benyttet til korrektur.